Ikke mindst i Danmark er der en tendens til at opfatte europæisk politik som noget, der foregår nede i Europa, som om Hillerød var mindre europæisk end Verona eller Eindhoven. Fjerne politikere, embedsmænd, organisationsfolk og andre lobbyister diskuterer fjerne problemstillinger i fjerne institutioner, hvor Europaparlamentet har en fremtrædende plads som en bureaukratisk og umådeholden dyr snakkeklub, der drøfter i tomgang og uden konsekvens for almindelige menneskers liv. Sådan forholder det sig imidlertid ikke, debatter og vedtagelser i Europa-parlamentet har direkte forbindelse til europæernes hverdag, og det er denne udsendelsesrækkes intention at bidrage til forståelsen af dette.
I serien bringer vi seks danske medlemmer af Europa-parlamentet ud af det store stål- og glasbur (parlamentet) og ind i baggrunden for deres liv, dvs. deres hjemegn eller hjemby. Her skal de tale om en side af deres politiske arbejde i parlamentet og dennes forbindelse til hjemstedet. Vi ønsker altså at producere seks tv-udsendelser, hver med sin MEP’er og hver med sin lokalitet. Men programmerne skal ikke kun bestå af speaks og politikerudtalelser. Mennesker, der er berørt af debatter og vedtagelser i parlamentet på det pågældende område, vil også komme til orde, meget gerne i en dialog med MEP’eren.
Du kan også se alle udsendelserne her: Med Anna Rosbach i Hundested havn. EU’s fiskeripolitik diskuteres i dette program, ikke mindst dens bæredygtighed eller mangel på samme. Se udsendelsen her!
Med Anne E. Jensen på Karlslunde rasteplads. Intelligente transportsystemer i EU er et centralt emne når MEP’eren Anne E. Jensen taler om transportpolitik på en rasteplads. Ser udsendelsen her
Med Bendt Bendtsen på Vesterballegaard. Gården på Vestfyn har løsgående søer og med udgangspunkt i denne produktionsform diskuteres EU’s landbrugspolitik. Se udsendelsen her!
Med Emilie Turunen på Teknisk Erhvervsskolecenter. Manglende praktikpladser er omdrejningspunktet når den store europæiske ungdomsarbejdsløshed bliver drøftet med en engageret MEP’er. Se udsendelsen her!
Med Søren Søndergaard ved Parken. Han er MEP’er og samtidig stor fan af F.C. København, så i dette program fortæller han om fodboldpolitik i et europæisk perspektiv. Se udsendelsen her!
Med Dan Jørgensen i Aarhus. Denne MEP’er beskæftiger sig med europæisk klimapolitik og dette emne er også højt på listen i hjembyen Aarhus. Se udsendelsen her!